Fungerer nedskæringer? UK & US erfaringer

Fungerer nedskæringer? En grundig gennemgang af de økonomiske strategier i Storbritannien og USA rejser spørgsmålet om effektiviteten af nedskæringspolitikker. Disse strategier, der har været genstand for debat i årtier, involverer nedskæringer i offentlige udgifter og forøgelse af skatter for at mindske statsgælden.

Foretrækkere af nedskæringer hævder, at de stabiliserer de offentlige finanser og fremmer langsigtet økonomisk vækst. Kritikere advarer om, at de bremser den økonomiske genopretning, øger arbejdsløsheden og nedbryder velfærden. I denne artikel undersøges effekten af nedskæringer i Storbritannien og USA, som har haft forskellige tilgange til finanspolitisk stramning.

Storbritanniens erfaring med nedskæringer

Efter finanskrisen i 2008 implementerede den britiske regering under Premierminister David Cameron strenge nedskæringsforanstaltninger fra 2010. Disse tiltag blev begrundet med behovet for at reducere underskuddet, der var steget som følge af økonomisk nedgang og stimulusinvesteringer fra Labour-regeringen.

Nedskæringsprogrammet omfattede væsentlige offentlige service nedskæringer, reduktion af velfærdsydelser og mindre midler til lokale myndigheder. Det Nationale Sundhedssystem (NHS) blev ramt af stramme budgetter, og finansieringen til politi og social pleje blev skåret ned. Den konservative regering argumenterede for, at disse tiltag var nødvendige for at genoprette tilliden til Storbritanniens finansielle stabilitet og undgå en potentiel gældskrise ligesom den, der ramte Grækenland.

Effekterne af nedskæringerne har været genstand for stor debat. På den ene side blev underskuddet reduceret fra 10% af BNP i 2010 til omkring 2% i 2019. På den anden side var genopretningen fra recessionen langsommere end i USA, hvilket benyttede en mere ekspansiv tilgang. BNP-væksten forblev sløv i flere år, og produktiviteten stod stille.

Socialt set havde nedskæringerne alvorlige konsekvenser. Lokale råd gik økonomisk skab og måtte skære ned på sociale tjenester, hvilket resulterede i stigende hjemløshed. Velfærdsreformer som indførelsen af Universelt Kredit blev kritiseret for at presse mange sårbare individer i fattigdom. Undersøgelser fra Instituttet for Økonomiske Studier (IFS) viste, at nedskæringerne ramte lavindkomstfamilier uforholdsmæssigt hårdt.

Brexit og den politiske reaktion

Nedskæringspolitikkerne bidrog også til politisk ustabilitet. Den offentlige utilfredshed med stagnation og nedskæringer i de offentlige tjenester spillede en rolle i Brexit-afstemningen i 2016. Mange områder, der blev hårdest ramt af nedskæringerne, stemte for at forlade EU, idet de så Bruxelles som en del af problemet snarere end den britiske regerings politikker. Den langsigtede økonomiske skade fra nedskæringerne forbliver et emne for debat, men det er tydeligt, at de påvirkede Storbritanniens politiske landskab.

USA's tilgang til nedskæringer

Efter finanskrisen i 2008 reagerede USA først med en ekspansiv finanspolitik under præsident Barack Obama. Den amerikanske genopretnings- og geninvesteringslov (ARRA) fra 2009 injicerede over $800 milliarder i økonomien gennem infrastrukturprojekter, skattereduktioner og sociale udgifter. Denne keynesianske tilgang havde til formål at øge efterspørgslen og reducere arbejdsløsheden.

Men i 2010 førte bekymringer om stigende gæld til et skifte mod nedskæringer. Det republikanerkontrollerede Repræsentanternes Hus pressede på for budgetnedskæringer, hvilket kulminerede i Budgetkontrolakten fra 2011. Denne lov indførte automatiske udgiftsreduktioner, kendt som sequestration, hvilket førte til generelle nedskæringer i forsvars- og indenrigsprogrammer.

Sammenlignet med Storbritannien var USA's nedskæringer mindre alvorlige, men de havde stadig bemærkelsesværdige økonomiske konsekvenser. Den kongresbudgetkontor (CBO) anslog, at sequestration hæmmede BNP-vækst og bidrog til svagere jobskabelse. Mange økonomer mener, at nedskæringerne kom for tidligt i genopretningsprocessen og dermed reducerede effektiviteten af de tidligere stimuli.

Nedskæringerne påvirkede også statslige og lokale regeringer, som måtte skære ned på offentlige sektorjobs og -tjenester. Mens den private sektor genvandt terræn, forblev beskæftigelsen i den offentlige sektor under niveauet før krisen i flere år. I modsætning til Storbritannien genvandt den amerikanske økonomi til sidst mere robust, delvist takket være Federal Reserve's aggressive pengepolitik, der omfattede næsten nul renter og kvantitativ lettelse.

Trump og COVID-19-respons: Nedskæringerne blev omvendt?

Under præsident Donald Trump tog USA en anden finanspolitisk tilgang. Den amerikanske skattereform fra 2017 reducerede selskabsskattesatserne, men skar ikke betydeligt i udgifterne, hvilket førte til en stigning i underskuddet. Selvom denne politik afveg fra traditionel nedskæring, gavnede den primært virksomheder og højindkomsttagere frem for offentlige tjenester.

COVID-19-pandemien i 2020 så en midlertidig opgivelse af nedskæringer. Både Trump- og Biden-administrationerne implementerede massive stimuluspakker for at støtte økonomien. Billioner af dollars blev brugt på direkte udbetalinger, arbejdsløshedsunderstøttelse og støtte til virksomheder. Den hurtige finanspolitiske reaktion hjalp med at forhindre en dybere recession og stod i kontrast til de stramme finanspolitikker efter 2008.

Fungerer nedskæringer? Lære fra Storbritannien og USA

Erfaringerne fra både Storbritannien og USA tyder på, at nedskæringer er et tveægget sværd. Selvom de kan reducere underskud, kan de økonomiske og sociale omkostninger opveje fordelene, især når de implementeres for tidligt efter en recession.

Økonomisk genopretning og vækst

Storbritanniens nedskæringsforanstaltninger hæmmede BNP-væksten sammenlignet med USA, som anvendte en mere ekspansiv tilgang. USA oplevede en stærkere genopretning, delvist takket være deres stimulusforanstaltninger og mere fleksible finanspolitikker.

Offentlige tjenester og social påvirkning

Nedskæringer i Storbritannien resulterede i massive nedskæringer i offentlige tjenester, hvilket øgede ulighed og vanskeligheder for sårbare grupper. I USA påvirkede nedskæringerne statslige og lokale budgetter, men havde mindre indflydelse på sociale programmer takket være strukturen i den føderale finansiering.

Politisk og social konsekvenser

Nedskæringspolitikkerne i Storbritannien førte til offentlig utilfredshed, der påvirkede Brexit-afstemningen og ændrede den politiske dynamik. I USA skabte debatterne om nedskæringer partiske skel, hvor uenigheder om beskatning, udgifter og sociale programmer prægede den politiske diskurs.

Konklusion

Nedskæringer er ikke i sig selv ineffektive, men deres succes afhænger af timing, økonomiske forhold og implementering. I Storbritannien hindrede dybe og langvarige nedskæringer væksten og skabte sociale udfordringer. I USA, selvom nedskæringerne var mindre alvorlige, hæmmede de genopretningen og fremhævede risiciene ved for tidlig finanspolitisk stramning. Begge tilfælde indikerer, at nedskæringer ikke bør være den standardmæssige reaktion på økonomiske nedgangstider. I stedet kan balancerede finanspolitikker, der fremmer vækst og samtidig opretholder bæredygtige gældsniveauer, tilbyde en mere effektiv tilgang. COVID-19-responsen understregede yderligere vigtigheden af rettidig regeringsintervention for at forhindre økonomisk kollaps, hvilket udfordrer tanken om, at nedskæringer altid er den bedste vej frem.