Rejse til Japan: Mine Uforglemmelige Oplevelser

Fra en tidlig alder har noget draget mig mod Japan. Som barn tilbragte jeg utallige timer med at spille på Super Nintendo, Pokemon og Playstation, uden at jeg vidste noget om deres oprindelse. I teenageårene, mens jeg nød hard rock og heavy metal, opdagede jeg gamle rockbands, som jeg senere fandt ud af var 'store i Japan'. Hvordan kunne et helt land dele mine mest esoteriske musiksmag?

Senere, mens jeg studerede på universitetet, mødte jeg en kvinde, der introducerede mig for værkerne af Akira Kurosawa, en af Japans største filmskabere. Selvom Kurosawa er mest kendt for 'De syv samurai', er hans film 'Dreams' et visuelt mesterværk, som stadig står højt på min liste over yndlingsfilm.

Da jeg begyndte at skrive om investering, kom jeg også i kontakt med sætningen, 'Now do Japan'. Da Japans aktiemarked havde en dårlig præstation i 1990’erne og 2000’erne, blev denne sætning ofte brugt som svar til dem, der pralede med investeringsmulighederne.

For eksempel kunne jeg sige, 'Over en 20-årig investeringshorisont havde Dow en sandsynlighed på 96% for positive afkast og et gennemsnitligt afkast på ~6% årligt.' Og skeptikerne ville svare, 'Now do Japan' og vise grafer som modargument.

Pointen med denne sætning er at pointere, at investering ikke altid er nemt. Men at bruge Japan som et eksempel i denne sammenhæng er en form for prejudikering, da det fremhæver det værste tilfælde i historien for at argumentere imod reglen.

Men mit svar til 'Now do Japan' har altid været det samme: få investerer al deres penge på én gang! Ja, havde man investeret livets opsparing i japanske aktier i toppen i 1989, ville det have været en katastrofe. Men ved at investere gradvist ville man have haft en langt bedre oplevelse.

Som grafen nedenfor viser (med data til november 2024), gjorde investering over tid det muligt at forvandle den værste aktie-boble i historien til en, der i det mindste matchede den indskudte kapital.

På trods af at resultatet ikke er fantastisk, er det stadig langt bedre, end pessimisterne ofte giver indtryk af.

Udover investeringsdebatten har Japan på subtil måde kaldt på mig gennem hele mit liv. Det er derfor, jeg var så begejstret for endelig at besøge solopgangens land sidste måned, og det levede fuldt ud op til forventningerne.

Folkene var venlige, maden fantastisk, og rejseoplevelsen var utrolig nem. Før jeg besøgte Japan, var jeg bange for, at det ville være besværligt at komme rundt på grund af sprogbarrierer. Men takket være smartphones og Japans højt organiserede transportsystem var det stik modsat. Togene kørte til tiden, og alle metrostationer var nummererede, hvilket gjorde det let at finde vej.

For eksempel, hvis du ønskede at komme til Shibuya station i Tokyo, nummer G-01 på Ginza-linjen, og du var ved stop G-08 på samme linje, skulle du blot tage 7 stop [G-08 -> G-01] for at komme dertil. Google Maps indeholder alle disse informationer, men du kan også finde dem rundt omkring på metrostationerne.

Japans transportsystem fungerer så godt, fordi landet følger mange regler. I Tokyo går alle for eksempel på venstre side af fortovet eller står på venstre side af rulletrapperne. Ingen spiser mens de går, og ingen taler højt i metroen. Jeg var en gang i en Tokyo-metrovogn med over 30 mennesker, og det var så stille, at jeg kunne høre en nål falde. Nogle regler er nedskrevet, men mange er ikke – det handler bare om at følge normerne, hvilket skaber et mere ordentligt og effektivt samfund.

Der er også en stærk præference for ikke at bekende andre i japansk kultur. For eksempel beder mange japanske restauranter om, at man ikke bærer stærk parfume, så man ikke ødelægger måltidet for andre gæster. Selvom sådanne regler kan virke overflødige, sikrer de, at alle får en behagelig oplevelse, uanset hvor de går.

Min oplevelse i Japan kunne ikke have været mere behagelig. En af mine yndlingsoplevelser var at besøge det sølvpavillon i Kyoto (Higashiyama Jisho-ji) og dens smukke mosshave. Jensen Huang fortalte engang en historie om sit besøg i denne samme mosshave, som gjorde indtryk på mig. Huang nævnte:

‘Sammen med de øvrige turister vandrede vi gennem den omhyggeligt plejede mosshave, og jeg lagde mærke til den ensomme gartner. Husk på, at mosshaven er gigantisk. Den har den største samling af hver eneste mosart i verden, og den er uendeligt velholdt.'

‘Jeg så gartneren sidde og omhyggeligt plukke mosset med et bambusredskab... Og jeg gik hen til ham og spurgte: 'Hvad laver du?' Og på hans gebrokne engelsk svarede han: 'Jeg plukker dødt mos. Jeg passer mit have.' Og jeg sagde, 'Men din have er så stor.' Og han svarede, 'Jeg har passet mit have i 25 år. Jeg har masser af tid.'

Huang gik videre med at påpege, at når man forfølger sit livs arbejde, er tid ikke nødvendigvis en knap ressource. Denne tanke minder om Seneca’s 'Om livets korthed' fra for flere tusinde år siden:

'Det er ikke, at vi har en kort tid at leve, men at vi spilder meget af den. Livet er længe nok, og der er givet os en tilstrækkelig generøs mængde til de højeste præstationer, hvis det hele blev godt investeret.'

Jo ældre jeg bliver, des mere accepterer jeg denne tanke. Japansk kultur giver også udtryk for denne holdning. Der er en følelse af dedikation til håndværk og langsigtet fokus i Japan, som jeg ikke har set andre steder. Dette forklarer, hvorfor 6 ud af de 10 ældste virksomheder i verden ligger i Japan.

Disse mennesker tror på at arbejde hen imod noget, og at store ting tager tid. Det tror jeg også. Jeg har personligt oplevet magten i denne tanke gennem denne blog, som nu er næsten 8 år gammel. Jeg vidste ikke, at det ville forvandle mit liv, da jeg startede den, men der har været uventede overraskelser lige siden.

Og den største overraskelse har uden tvivl været, hvor godt 'Just Keep Buying' er blevet modtaget af japanske læsere. Før min rejse havde jeg planlagt et par interviews for at promovere den japanske udgave af 'Just Keep Buying'. Dette gav mig mulighed for at møde nogle af dem, der stod bag bogens tilblivelse og få et indblik i Japans erhvervskultur (noget de fleste turister ikke får lov til).

Vel, under et af disse interviews informerede min japanske forlægger mig om, at 'Just Keep Buying' havde solgt 130.000 eksemplarer i Japan. Dette er det dobbelte af, hvad jeg sidst blev informeret af min japanske forlægger, og også det dobbelte af antallet af eksemplarer, jeg har solgt i USA! Jeg kan ikke forklare, hvor sindssygt det er, og hvor taknemmelig jeg er for at have så mange japanske læsere. Det var virkelig det perfekte slutpunkt på min rejse.

Denne præstation virker nu uvirkelig, men den skete kun fordi jeg har gjort noget forholdsvis ubetydeligt hver uge i de sidste 8 år – jeg har skrevet et blogindlæg. Men uge efter uge er disse blogindlæg samlet set blevet noget mere.

Dette gælder for alt, hvad vi gør i livet, men Japan mindede mig fantastisk om det. Efter at have tilbragt 10 dage i solopgangens land, vil jeg aldrig høre sætningen 'Now Do Japan' på samme måde igen.

Tak fordi du læste med og gav mig lov til at dele mine rejseoplevelser. 'Of Dollars And Data' vil tilbage til sit fastlagte finansprogram næste uge. Hvis du kunne lide dette indlæg, overvej venligst at tilmelde dig mit nyhedsbrev.